Home 2012 - Sommerferie - England Tirsdag d. 10. juli - Jagex, Concorde, Branson og U2

Tirsdag d. 10. juli - Jagex, Concorde, Branson og U2

Dagen startede med, at jeg sad nede foran hotellet klokken 7 og nød morgensolen. På P-pladsen stod en flok japanere og betragtede en taxa, hvor en mor med 2 store børn var ved at stige ind. Japanerne diskuterede ivrigt et eller andet ved taxaen, eller noget omkring den? Det var meget intenst og jeg besluttede, at jeg ville lære japansk. Det virkede som en meget spændende diskussion på morgenkvisten, man ikke burde være foruden.

Gustav skulle lige have et billede af Planen for dagen var, at vi skulle til Duxford - et flymuseeum der lå godt 15 km. borte. De udstillede både Concorde, U2 og meget andet interessant dernede, så det måtte vi bare se. Af hensyn til Gustav havde jeg besluttet, at vi lige ville smutte omkring Jagex én gang til. Så kunne vi få et billede af ham foran den pansrede mandskabsvogn.

Som planlagt, så gjort. Ca. kl. 9 stod vi på pladsen foran Jagex. Gustav blev fotograferet og så var det jo egentlig på plads. Men pludselig kastede jeg al skam bort og traf en beslutning, jeg normalt ikke ville træffe. Et firma, der har 200 mio. brugere, må have utallige nysgerrige rendende i tide og utide. Min vurdering var derfor, at de sikkert var dødtrætte af folk, der kommer rendende. På trods af dette valgte jeg at gå ind i receptionen sammen med Anne og ungerne. Målet var uklart, men jeg ville blot spørge, om de havde en brochure, en kuglepen eller noget andet, man ikke bare kan få fat i over nettet og give ungerne en oplevelse.

I receptionen sad der en meget sød ung dame. Til min store overraskelse bad hun os om at tage plads, for der ville komme en mand og tale med os. Jeg var sikker på, at hun havde misforstået vores forehavende. Det havde hun ikke. Mens vi ventede, spurgte vi hende om, hvordan hun var endt hos Jagex. Det at arbejde der, er ret eksotisk for os, som er optaget af den verden. Hun måtte erkende, at hun intet kendte til virksomheden på forhånd. Ved tilfældighedernes spil var hun endt i byen på grund af hendes kommende mand, der var læge på byens sygehus (de skulle giftes 3 dage senere). Hun havde søgt forskellige stillinger og stillingen hos Jagex var blot en ud af mange. I dag havde hun det lidt underligt med, at hun havde været så heldig, når hun nu kunne se, hvor attraktiv virksomheden var for rigtigt mange mennesker. Nogle ville være villige til at give deres højre arm for at få lov til at arbejde der.

På besøg hos Jagex - sikke en modtagelse!En ung mand dukkede op inde fra virksomheden. Han bød os ind i en sofagruppe og han havde favnen fyldt med effekter. Han bød os velkomne og forklarede, at han havde taget lidt sjove ting med. Vi snakkede om spillet og de nyeste tiltag. Jeg havde det lidt skidt med, at jeg ikke vidste mere om spillet, men jeg var også overvældet over den flotte modtagelse, vi fik.Vi frittede ham også lidt om, hvilke muligheder der er for unge spilinteresserede mænd i virksomheden. Hertil kunne han svare, at de havde et egentligt 1-årigt program for studerende. Det var meget eftertragtet, men for de rette, var det absolut en mulighed

Han gav os en bog, der var skrevet med udgangspunkt i spillets univers. Den var oven i købet signeret af forfatteren. Vi fik tilmed også en lille plakat, der var signeret af kunstneren. Derudover fik vi også nogle mindre kort og musemåtter med tegninger fra spil. Inden vi forlod stedet, fik vi også 3 T-shirts, der i sand Jagex ånd med størst mulig selvironi, var påtrykt teksten "Worst Update Ever".

Jeg var målløs. Jeg tror ikke en gang, at ungerne helt forstod, hvor enestående det her var. Men måske forstår de det, når de engang læser det her i fremtiden. Jeg må bare erkende, at det her nok var rejsens største oplevelse for mig, hvor kort den end måtte have været. Tak Jagex!

Vi forlod Jagex og kørte mod Imperial War Museeum i Duxford. Det var meget nemt at finde. Der er tale om en gammel flyveplads. Landingsbanerne er stadig aktive og bliver brugt til rundture og skoleflyvninger. Hele det enorme område er hegnet ind. Indgangen sker gennem en souvenirbutik/kiosk, hvor man kan købe alskens tingeltangel, der vedrører fly og krig. Mit blik faldt hurtigt på originale pilotjakker, som også kunne købes. Desværre var prisen 700£. Så meget ville jeg alligevel ikke ofre på det - det er jo prisen på en highend computer!

Utallige eksperimenter man kunne prøveMan forlader kiosken og går ned i den første hangar. Den var opdelt i 2 etager og man blev anbefalet at gå ovenpå først og se de forskellige udstillinger. Her var der en masse interaktive ting, man kunne prøve. Desværre var der gået en hel børnehave ind lige før os. Det var udelukkende små piger, som drønede rundt og hev og trak i alt, der blot lignede noget, der var beregnet til det. Det gjorde det lidt svært at komme til for drengene, der var høfligt tilbageholdende over for de små. Efter lidt tid fortrak flokken og vi fik lejlighed til at lande helikoptere, prøve flysimulatorer, tale gennem slanger, afprøve vingeprofiler, morse o.m.a.

Til sidst kunne man kigge ned over alle de fly, der var opstillet i den enorme hangar. Der var alt lige fra gamle dobbeltdækkere, over Spitfire, Lancaster til en komplet Concorde. Amazing! Vi gik nedenunder, hvor vi kunne få lejlighed til at se og røre mange af flyene. Concorden kunne man ligefrem gå ind i. Jeg mindedes, hvordan jeg for mange år siden havde et lille legosæt, der var en model af netop dette fly, der var det ypperste inden for teknologi den gang i 60erne. Nu skulle jeg 45 år senere ind og se den ægte vare. Selv om den nu var en museumsgenstand, var jeg faktisk spændt som et lille barn. Man gik op af en trappe for at gå ind i forenden. Det første, jeg bemærkede, var, at flyet var meget mindre, end jeg havde forventet. Jeg måtte gå krumbøjet ind. Cockpittet var der ikke adgang til, men man kunne se derind og også der, var der meget trangt. Interiøret var grimt og gulligt. Ikke som man i sin tid så det på flotte reklamer. Det må næsten skyldes, at flyet var fra den tid, hvor ingen brokkede sig over lidt cigarrøg i kabinen? Længere tilbage i flyet stod en kustode parat, hvis man havde spørgsmål og sikkert også for at holde øje med, at ingen blev fristet til at snuppe en souvenir med hjem fra flyet.

Concorde med et navn der ligner...Jeg fik til sidst nærmest klaustrofobi af de snævre forhold, så jeg forlod flyet en kende skuffet. På den anden side: Nu havde jeg set "drømmeflyet".

Jeg mødtes med Anne og ungerne nede i hangaren og vi gik rundt og kiggede på de mange og flotte fly. Nede i et hjørne stod der en "kapsel". Der var tale om en lukket ballonkurv, som Richard Branson i sin tid havde fløjet i. Sammen med 2 andre astronauter forsøgte de at flyve jorden rundt i ekstrem højde båret af balloner. Forsøget mislykkedes tæt på målet, ikke langt fra Irlands kyst, som jeg husker det.

Richard Branson er en meget driftig mand, der ikke kun bruger sin tid på at sidde i balloner. Jeg hørte første gang om ham i forbindelse med pladeselskabet Virgin. Han var indehaver og gjorde selskabet så stort på grund af pladekontrakten med Mike Oldfield. I dag har Virgin også et flyselskab, et teleselskab og meget andet og er en af de private spillere på rumflyvninger. Det var sjovt at se kapslen fra 1998.

Vi forlod den engelske hangar og gik videre op langs landingsbanen. Derude stod der også enkelte historiske fly, herunder en Lancaster og et "Flying Fortres", den amerikanske bombemaskine fra 2. verdenskrig. De er sikkert i drift den dag i dag - dog kun som museumsfly.

Foran et Halvvejs oppe ad landingsbanen var der en plads. Her holdt der en lastbil med et mærkeligt monstrum på ladet, der var ophængt i hydrauliske rør. Det viste sig at være en simulator, hvor man kunne opleve, hvordan det var at sidde i luftkamp i et tysk kampfly (en Messerschmidt) under 2. verdenskrig. Hele familien tog turen og oplevede den intense kamp "over The White Cliffs of Dover". Det var ganske sjovt.

Lidt længere oppe var der et skur, hvor man kunne købe billetter til rundflyvninger med et moderne fly, eller en tur med en gammel dobbeltdækker, hvor man oven i købet kunne få lov til selv holde styrepinden! Karl overvejede, at investere de godt 900 kroner af sine konfirmationspenge. Det rådede vi ham nu fra på det kraftigste.

Vi gik videre og passerede et par mindre bygninger, hvor der sikkert også var noget at se. Vi var dog på vej mod den amerikanske hangar, hvor deres historiske fly var udstillet. Jeg skal love for, at der er forskel på folk/lande. Hvor den engelske hangar var præget af et lærred, læder, brunt look, var den amerikanske holdt i glas, stål og beton. Udenfor blev man mødt af store og tykke glasruder, der stod direkte op fra jorden. På hver rude var der indgraveret billeder af utallige små fly. Det viste sig, at der var et fly for hver amerikansk soldat, der var dræbt i flyene under 2. verdenskrig.

SR71 Blackbird - et fantastisk fly - selv i dagInden for kom man ind i et futuristisk miljø, hvor de mest eksotisk fly gennem tiderne var udstillet. Nogle opstillet på hangarens gulv, mens andre hang fra det massive betonloft. Hangaren var cirkelformet og på hver side af indgangen strakte der sig to brede gange ned mod gulvet. Nedenfor stod selveste spionflyet SR71 Blackbird. Det var et fly, der under den kolde krig og senere overfløj fjendeland med mere end 3 gange lydens hastighed. Den høje hastighed opvarmede skroget i forenden til mere end 400 grader. En af piloterne fra flyet havde skrevet et notat, hvor han fortalte, at flyet var ekstremt  stille at flyve i - et fænomen, der må skyldes, at lyden fra motorerne aldrig indhentede piloterne?

Oppe under loftet hang U2. Et andet spionfly, der kunne flyve ekstremt hurtigt. Et Flying Fortress stod på gulvet, så nu kunne man komme helt tæt på. De små glastårne, man som dreng havde limet møjsommeligt på de Airfix-modeller, man samlede på den gang, var overraskende små i virkeligheden. Jeg undrer mig stadig over, hvordan en skytte kunne finde plads i dem. Et af dem var pillet ud og stod nu som en glaskugle på gulvet.

Det var næsten en drømmeverden at bevæge sig rundt i.

Vi forlod stedet. Vi skulle videre mod Landkrigsmuseet, der var en af de sidste bygninger på området.

Gys!Her havde man samlet krigsudstyr, der havde været en del af krigmaskinerne, øst som vest, fra 1. verdenskrig og frem til og med den kolde krig. Man gik gennem skyttegrave, hvor alle mulige og umulige våben var opstillet. Der var alt lige fra kogekar til kanoner og haubitser. Et sted kunne Anne og ungerne prøve, hvordan det var at bære det udstyr, soldaterne bar på D-Day. Således kunne de prøve stålhjelme, basis, geværer m.m. De var overraskede over, hvor meget det vejede. Jeg vidste jo bedre, da jeg har slæbt rundt på noget lignende i flere år. Jeg ærgrede mig lidt over, at man ikke også havde ladet et 12,7 mm. maskingevær med luftværnsaffutage indgå som en del af effekterne. Sådan kan man jo gå hen og blive så bitter på sine gamle dage. Vi oplevede også at stå i et vaskeægte landgangsfartøj fra den gang. Sikke noget blik! Det må have været utroligt skræmmende at sejle ind mod den franske kyst i sådan en dåse.

Der var også et væld af udrangerede kampvogne, hvor især Centurion vakte genkendelsens glæde hos mig. Det var en enormt stærk kampvogn, der vejede over 50 tons, som jeg husker det. Den var benzindrevet og brændstofforbruget blev ikke opgjort i km. pr liter. Nej, det kunne bedre måles i liter pr. km.

Det var på sin vis dejligt at se, at disse ting var endt på museum. Meget af det vidnede om en tid, da krig var noget altomfattende, som kostede liv i hundredetusindevis. I dag er krig stadig et beskidt håndværk, men det er trods alt kun noget småtteri, når man ser det i forhold til de store landkrige.

Vi gik tilbage til indgangen, hvor vi nød en kop kaffe udenfor i solskinnet før vi igen kørte hjem til hotellet i Cambridge.

På Browns - dejligt stedHjemme på hotellet blev aftenen lagt i faste rammer. Målet var Browns, der var blevet os anbefalet af vores første taxachauffør. Vi kiggede på menuen via internettet og Gustav fik øje på ordet "lobster". Pludselig blev han som besat ved tanken om at skulle spise hummer. Det var et problem, da de kun serverede hummer om torsdagen - der var det til gengæld en fast ingrediens på menukortet. Ved lidt søgning fandt vi en anden restaurant ikke langt fra Browns, hvor man skulle kunne få hummer. Vi måtte kigge på det, når vi var derinde og træffe beslutningen på det tidspunkt.

Med taxa til fiskerestauranten. Den virkede ikke helt så dragende som Browns, så vi valgte den fra og endte der, hvor vi oprindeligt havde planagt det. Her spiste vi en fyrstelig middag - den sidste store på turen. Maden var perfekt, omgivelserne rigtig hyggelige og vi kunne tage hjem med en rigtig god oplevelse i rygsækken.

Taxaturen hjem var dog ved at blive lidt for spændende. Vi havde prajet en vogn, der allerede havde en kunde i vognen. Det afholdt ikke den arabisk udseende chaufføren fra at rulle vinduet ned og råbe til os, at vi blot skulle vente 2 minutter, så ville han være der. Det var fint nok. Da han så dukkede op lidt senere viste det sig, at han ikke kunne tage kortbetaling. Ved at skillinge sammen fandt vi det, vi mente, måtte række til turen. Det viste sig også at holde stik, men det var en lidt sur chauffør, der fik overrakt sine 12 pund - i både mønt- og vægtenhed.

Mætte og glade væltede vi op på værelset. Her opdagede vi, at vi havde planlagt forkert i forhold til afleveringen af bilen til Hertz. Heldigvis på en gunstig måde.

Last Updated (Sunday, 22 July 2012 13:19)

 
Nyt fra nær og fjern