Home 2012 - Sommerferie - England Onsdag d. 11. juni - Bishops Stortford, Radisson

Onsdag d. 11. juni - Bishops Stortford, Radisson

Vi havde af en eller anden grund taget fejl af, hvornår bilen skulle afleveres. Vi havde tænkt, at det var i dag klokken 11.00, og det gav nogle overvejelser om, hvordan tiden skulle fyldes ud. Det var ikke sikkert, at vores hotel var klart så tidligt på dagen. Desuden ville vi være stavnsbundne til Stansted og nærmeste omegn hele dagen.

Heldigvis opdagede vi inden afrejse ved et kontroltjek på papirerne, at bilen faktisk først skulle afleveres næste dag. Det gav os en del fordele. Først og fremmest kunne vi nu stille og roligt køre mod Stansted uden at være underlagt noget tidspres. Dernæst kunne vi komme væk fra Stansted og se noget andet,

Sidste dag med den vidunderlige Nissan Juke - sej ser den udVi ankom til hotel Raddison allerede kl. 11.30. Turen var forløbet uden de store forsinkelser eller omveje, og værelset var heldigvis allerede klargjort. Vanen tro, lå værelset i den stort set allerfjerneste afkrog af hotellet. En kort elevatortur op, lidt til højre, og derefter hvad der føltes som en halv kilometer gang, førend man nåede det allersidste værelse. Til gengæld var det som sidst en suite - et dobbeltværelse. Det betød, at både vi og børnene kunne få hvert vores værelse. Nok noget, vi alle trængte lidt til. Det føltes lidt som at komme "hjem". Det giver en god og tryg fornemmelse at bo lige op og ned af afgangshallen - så er der mindre, der kan gå galt på afrejsedagen. Ole genså desuden med glæde og forventning den særlige bar, hvor en ung dame udstyret med wire bliver sendt op efter vinflasker. Hun var dog endnu ikke mødt på arbejde.

Vi besluttede, at vi ville gense Bishops Stortford, som er den by, der ligger tættest på Stanford. Børnene og jeg satte dog som betingelse, at vi denne gang skulle parkere på reglementeret vis. Vi havde ingen trang til at gense den kvindelige parkeringsvagt. Lidt googling viste, at der i byen lå en mexicansk restaurant.

Der var en (lang) gangDet regnede udenfor. Vi havde ikke travlt, så vi brugte et par timer på at sove lidt, læse og for nogles vedkommende bruge mobil og computer. Drengene havde fået installeret computer på deres værelse. Især Gustav skulle lige have tanket op med Facebook-opdateringer for at se, om "det virkelige liv" i Voldum og omegn fortsat var i vanlig gænge.

Vi kørte fra hotellet til Bishops Stortford kl. ca. 14.30. Vi havde den aftale med Hertz, at vi kunne aflevere bilen med (næsten) tom tank. Og så er det klart, at der går sport i at bruge benzinen op til mindste dråbe. Vi havde dog efterhånden ganske lidt benzin på, men dog rigeligt til at køre de 5 kilometer til Bishops Stortford og retur. Det viste sig imidlertid, at afstanden var dobbelt så lang. Vi kom derfor til at tænke på de mulige konsekvenser af vores nærighed: At køre tør i England dagen før vi skulle flyve hjem. Tiden der ville gå, nummeret på vejhjælp? Vi besluttede derfor, at vi skulle finde en tankstation på hjemvejen.

I Bishops Stortford fandt vi en større betalingsparkeringsplads. Men det viste sig, at parkeringsautomaterne kun kunne tage kontanter eller parkeringskort, og vi manglede begge dele. Der lå ganske vist en hæveautomat i nærheden, men de er ganske dyre at bruge for at hæve småbeløb, og vi skulle jo desuden af sted næste dag, så vi var heller ikke interesseret i at lægge inde med overflødige kontanter. Heldigvis lå der et nærliggende supermarked. Der gik vi over og indkøbte nogle sandwich til om aftenen. Jeg brugte mit VISA og bad om at få nogle få pund oven i. Det viste sig ikke at kunne lade sig gøre - man skulle have et debet-card for at kunne hæve penge på den måde. Karl var heldigvis vaks. Han var klar over, at hans mastercard var et debet-card og dermed kunne bruges. Kassedamen var også vældig flink og foreslog os, at vi fandt en ganske lille ting at købe, så ville hun lade os hæve på kortet. Gustav blev sendt retur til Ole, så han kunne have en forklaring og en tidshorisont, hvis den emsige parkeringsvagt skulle dukke op. Karl fandt en ganske lille ting - spiselig selvfølgelig - og vi fik vores penge. Tilbage ved bilen fik vi fordret automaten på behørig vis.

Vi gik derefter rundt og kiggede lidt på byen. Vi så en lan-switch i vinduet i en lille indisk butik, og besluttede at købe den til John, der havde været så venlig at kigge efter vores blomster mens vi var på ferie. Butiksindehaveren var en meget fåmælt mand uden det mindste smil på læben. Sådan en desillusioneret type, der sandsynligvis hader kunder.

Det viste sig, at den mexicanske restaurant var lukket indtil kl. 18. Vi gik lidt videre og fandt i stedet en Chimichanga, hvor vi spiste en solid frokost/middag bestående af  Muchos Nachos med kylling til at dele og enchilads til hovedret (Karl med uautoriserede pommes frites i stedet for ris).På Chimichanga

Atter tilbage i bilen slog vi benzintanke op på GPS-en. Der lå angiveligt en ganske tæt på, så den køre vi efter. Da vi nåede frem til adressen, var der imidlertid overhovedet ikke nogen benzinstation! Næste benzinstation, der i følge GPSen lå noget længere væk, viste sig at være meget svær at finde. Vi flakkede rundt på små veje på størrelse med cykelstier, i boligområder o.s.v. Heldigvis dukkede der en op i tide, og vi tankede så tilpas meget benzin, at vi var sikre på at kunne nå til Stansted og lidt længere.

Ole og jeg afleverede bilen hos Hertz, mens børnene gik tilbage til hotellet. Her viste det sig, at baren nu var blevet bemandet med omtalte vinhenter dame. Til Oles fortrydelse denne gang dog en noget afmagret ung dame i et jogginlignende outfit, der helt manglende den yndefulde og balletlignende måde at hente vin på, som den tidligere pige, vi havde set. Denne lod sig simpelthen bare hejse op, greb vinen og ned igen....

Allerede kl. ca. 18:00 lå vi alle udmattede på hotellet og glædede os bare til at komme hjem. Gustav faldt i søvn med tøj på klokken 19, og Karl og undertegnede gik i seng ved 21-tiden. Vi skulle jo også op allerede kl. 4.15.

Last Updated (Sunday, 22 July 2012 13:27)

 
Nyt fra nær og fjern