Jeg havde en del at gøre med at få pakket bilen, så jeg bad Anne om at afregne med hotellet. Det skulle jeg så ikke have gjort. Hun betalte lidt over kr. 3.000,- for det værelse, jeg havde betalt for for to måneder siden.
Derefter kunne vi nu bruge en times tid på at få udredt tingene, med os i angrebsformation, i stedet for at nyde den kølige skotske morgenluft i bjergene. Det lykkedes da heldigvis også til sidst, så vi kunne tage afsted uden ærgrelser over det.
Vejen fra Fort William gik gennem en dal med navnet Glen Coe. Den er dels kendt for en massakre mod klanen MacDonalds i 1682, hvor 38 mennesker blev forfulgt og nedslagtet. Dalen er også kendt som et af de smukkeste naturområder i Skotland. Endelig er det også her Hagrids Hutt (fra Harry Potter filmene) blev optaget. Den blev bygget i 2003 og angiveligt revet ned igen - så man kan ikke se den igen. Men det er sjovt at vide, den har været her.
Toget fra filmen kører den dag i dag på et spor fra Fort William til Mallaig på vestkysten. Det er et turisttog, så det kørte desværre ikke i weekender, da vi var der. I højsæsonen kørte det hver dag ugen igennem.
Vi stoppede derimod op i selve dalen (Glen Coe) og gik på en mindre bjergvandring. Vejret var fantastisk. Det var køligt og ganske stille. I bunden af dalen lå et hus og spejlede sig i en lille sø. Overalt rislede kilder og bække og vi oplevede det som alle levende væsner oplever - trangen til at søge opad. Vi fulgte trangen og gik op til et lille plateau, hvor vi kunne sidde og nyde udsigten og drikke af vandet fra en af de mange kilder. Jeg så i øvrigt et par meget markante svampe heroppe. De var ikke ret store - et par cm. i diameter - til gengæld var de ildrøde, så jeg tror ikke det er spisesvampe?
Gustav udviste et hidtil ukendt talent for at bevæge sig i bjergene. Det gik, som var han født her? Karl måtte nødtvungent smage på kildevandet, hvorefterhan svor, aldrig at ville drikke andet end det, i resten af sit liv. Heldigvis er han senere gået på kompromis, men vandet og oplevelsen var stort.
Vi fortsatte turen som gik gennem utallige skiftende scenariere - det ene smukkere end det næste. Snart var det høje bjerge, snart var det hede. Skotland ER utroligt!
Efter vel små 100 kilometers tur ankom vi til byen Crianlarich. Her kan man vælge mellem to ruter videre mod Edinburg - en nordlig og en sydlig. Den sydlige passerer langs Loch Lomond, som vi ville få at se. Desuden ville vi også komme forbi byen Stirling, hvor et af de tre store slotte/ruiner ligger. Hvis tiden var til det, kunne vi nå et kort besøg. Vi havde jo biletterne.
GPSen flippede helt ud det første stykke fra Crianlarich, hvilket fik os til at tvivle på vores valg af rute. Senere viste det sig, at vi var på rette vej. Vejen var fin - måske noget af det bedste vi havde kørt på deroppe? Da vi nåede Stirling kunne vi se slottet fra vejen. Men tiden var knap, bilen skulle afleveres senest kl. 15:00 i Edinburgh lufthavn, så vi kunne desværre ikke nå at besøge det..