Vel inde i det nye år, begyndte vi at planlægge vinterferien. Vi snakkede med ungerne om en tur til udlandet, men det stod hurtigt klart, at de var lidt trætte af flyrejser. Bedstefar og mormor havde også tilbudt, at de kunne komme op til dem og det var de klart mere interesserede i. Således var Anne og jeg "sat af" i de fælles planer, hvilket kom til at vise sig, slet ikke at være så ringe endda..

Vi er aldrig nået på en bryllupsrejse og vi har ikke haft en ferie sammen - bare os to - i 14 år, så det var helt oplagt, at benytte chancen til at få indhentet noget af det forsømte.

London var en by, ingen af os nogensinde havde fået besøgt. Da vi efterhånden også er blevet lidt "brittainofile", virkede byen som et oplagt mål for en forlænget weekend. Ryanair var igen vores ven og d. 5. januar havde vi således købt rejse t/r til Stansted.  "Ven" er måske så meget sagt, for vi blev endnu en gang snydt af deres, på mange måder snørklede," bestillingssystem, der rummer mange faldgrupper, som kun har det ene formål - at give Ryanair ekstra indtægter. De havde omlagt siden denne gang, så man ved angivelse af hjemland, automatisk "valgte" en overflødig rejseforsikring. Rejseforsikringen er overflødig, når man allerede har en hos sit normale forsikringsselskab. Det er langt billigere og den dækker desuden et helt år. Lad det være et råd til dig der læser dette, hvis du ikke vidste det i forvejen.

men skidt - flybilletterne var stadig meget billige, så det gav os nu ikke mange søvnløse nætter - det er bare altid irriterende at falde i, hvor andre har sat fælder op.

Afrejsen blev planlagt fra Billund til d. 12. februar og hjemrejsen den følgende tirsdag. Således ville vi få 4 dage i London, hvor vi kunne få et indtryk af byen og nogle af de mange seværdigheder den rummer.

Et hotel blev også booket - oven i købet i Notting Hill (området er bl.a. kendt fra filmen af samme navn), på nordsiden af Hyde Park.Stedet ligger lige nord for Chelseas hjemmebane, hvilket også fik os til at overveje at tage til ind og se en fodboldkamp der. Ikke fordi vi er specielt fodboldgale, men stemningen er helt speciel på de Engelske stadions - på godt og ondt.

Ud over dette besluttede vi os for - det for os så usædvanlige - at lade være med at detailplanlægge mere. Når ungerne ikke var med, kunne vi jo bare tackle problemerne, når - og hvis - de opstod.