Anne kørte op til Mormor og Bedstefar i Nordjylland sammen med ungerne dagen før vores tur. Hun vendte selv tilbage på dagen, hvor vi skulle køre til Hamborg.
Vi kørte hjemmefra kl. 13. Der var ca. 380 km. til Hamborg, så vi havde masser af tid. Det betød også, at vi gjorde holdt et par gange på rastepladser. Det var første gang, vi kørte til Tyskland med fungerende GPS og europakort. Det gør alting meget lettere og langt mindre stressende. Dog, da vi ankom til Hamborg og skulle finde det markante hotel, var der naturligvis vejarbejder, der spærrede de veje, GPSen havde udvalgt. Til sidst lykkedes det dog og vi fandt hotellets P-kælder uden yderligere komplikationer.
Radisson i Hamborg er spektakulært. Det er en af de højeste bygninger i byen og derudover er det en arkitektonisk perle.
Ankommet ved receptionen - med vores "80-er hippe" Asics sportstaske i klare neonfarvede trekantmønstre - blev vi modtaget af en venlig receptionist. Belært af erfaringer fra tidligere besøg på andre hoteller, spurgte jeg til et "room with a view". Hun kiggede efter i sit system og spurgte derefter "smoker or non-smoker?". Det var for det første noget af en overraskelse, at der stadig findes steder i verden, hvor det valg ikke er fjernet ved lov. Det skulle også senere vise sig, at Tyskland er et mere liberalt land på det felt end f.eks. Danmark og England.
Næste overraskelse var, at vi fik et værelse på 25. etage - en af de øverste i bygningen - det med udsigt ud over søerne og resten af Hamborg. Vi var begejstrede. Værelset var perfekt til os. Uden børn var det total luksus. Al den plads vi havde brug for, hjemmebar, skrivebord, fri Wi-Fi, ja alt hvad hjertet begærer, når man som os, var på en 3-dages partur.
Selv om vi følte os meget heldige, var det trods alt ikke værelset, vi var kørt til Hamborg for at se. Så efter vi havde indrettet os, gik turen videre til fods mod byens centrum.
Hotellet ligger lige i kanten af en park - Planten un Blomen. Der var højt solskin og mere end 25 grader, så parken var fyldt med mennesker, der slappede af. Gennem parken var der ca. 500 meter til den centrale del af byen. Vi var sultne, så vi ledte efter et spisested. Colonnaden var en gågade, hvor restauranterne lå på stribe og de fleste serverede udenfor. Det gode vejr gjorde, at der var pænt fyldt op de fleste steder.
Først skulle vi dog skaffe kontanter, så vi gik på jagt efter en kortautomat. Efter lidt roden rundt i smågader og et indkøbscenter fandt vi en Deutche Bank på Jungfernstieg. Derefter gik det tilbage til Colonaden. Her kiggede vi på de forskellige restauranters spisekort, indtil vi fandt et sted, der tilsyneladende adskilte sig fra de øvrige - en kartoffelrestaurant. Selv om vi fint kunne oversætte ingredienserne på menukortet, havde vi ikke et klart billede af, hvad restauranten kunne byde på. Anne er vild med kartofler og man kunne også få en steak til mig. Vi kunne også se, at der var opstillet små pander med kartoffelretter på de borde, hvor der allerede sad gæster. Vi forestillede os begge, at her var der tale om en restaurant, hvor man eksperimenterede med fokus på den ene ingrediens. Her måtte der være mulighed for at få en oplevelse.
Anne bestilte matjesfiletter og pandekartofler. Jeg bestilte en steak med bagt kartoffel. Først fik vi dog en forret, en kartoffelsuppe, der var lidt kedelig og med ekstremt meget ost. Min hovedret var fin, omend meget traditionelt serveret. Her var der ikke tale om en ret, der var kommet til verden som følge af en energisk og moderne chefs trang til at eksperimentere. Næh, det var en ret, som den er serveret gennem de sidste 40 år. Det var uangribeligt men ikke helt det, jeg havde forestillet mig.
Det var værre med Annes ret. Hun fik godt nok en pande med brasede kartofler opstillet på kunstnerisk vis i en holder med levende lys under, men fisken var klart en overraskelse. Det var simpelthen 2-3 kolde sild i store mængder usødet dilddressing, der var væltet ned på tallerkenen og drysset med lidt grønt! Det var synd for Anne. Senere har vi ladet os fortælle, at der angiveligt er tale om en helt traditionel tysk ret. At det ikke levede op til vores forventninger, kan vi jo ikke bebrejde restauranten.
Vi forlod stedet og endte på søfronten ved Jungfernstieg. Inde i byen ligger der 2 søer. Den sydlige hedder Binnenalster - den nordlige Aussenalster. Ved den sydlige kant af Binnenalster er der flere kafferestauranter og spisesteder. Man kan også tage rundture med turbåde, der sejler hver halve time. Der var sort af mennesker, der nød det gode vejr. Ude på vejen passerede alle mulige køretøjer, lige fra små selvbyggere over Smart Cars, til limousiner og de dyreste sportsvogne, der kan købes for penge. Det rekreative områdes historie rækker helt tilbage til 1300 tallet, hvor det også blev brugt til afslapning af datidens indbyggere i Hamborg.
Vi gik planløst videre ned i byen, hvor vi nød et par drinks, indtil vi til sidst endte på Reeperbahn. Gaden, som de fleste har hørt om, er et langt hovedstrøg, der er fyldt med butikker og barer. Der er stærkt fokus på sex og porno, så det var som Istedgade blot 10-100 gange større. Selv om der naturligvis er gang i gaden og man også ser alt fra tiggere, lommetyve, rodløse punkere til forretningsdrivende, der inviterer en til deres forskellige "shows", så virker det hele ganske velordnet. Tysk grundighed gør, at alle de nysgerrige, der klart dominerer billedet, trygt kan bevæge sig rundt mellem alle "synderne". Der er ingen prostitution på selve gaden. Det foregår i stedet i en lukket gade, der ligger lige på hjørnet, lige ved en stor politistation. Gaden er lukket for kvinder - kun indbudte er velkomne - så vi kunne ikke gå derind. Vi fik også først fortalt, at gaden overhovedet eksisterede, da vi kørte hjem med taxa. Så det hele er både diskret og velordnet. Tysk grundighed.
Vi havnede på en fortovsrestaurant, hvor vi nød adskillige drinks. Stedets Gin og Tonic blev leveret med store mængder gin og en mere diskret portion tonic. Resten af aftenen gik med at have det sjovt og opleve alt det, der skete omkring os. Hjem til hotellet med taxa.