Spiste morgenmad kl 9. Vi snakkede igen om, hvad vi skulle finde på. Efter endda at have overvejet at tage hjem, besluttede vi, at vi ville forsøge at finde noget i byen, der var lidt mindre velordnet, end det vi havde set hidtil.
Vi spurgte i receptionen, hvor vi fik et overraskende godt svar. Pigen var klar over, hvad vi ledte efter og henviste os til et område i bydelen Sternschanze - der lå ca. 1-2 km. fra hotellet og omkranses af gaderne Schulterblatt, Susannestrasse og Schanzenstrasse. Her var der angiveligt ingen konceptrestauranter og butikker, kun mindre selvstændige forretninger, hvor initiativ og kreativitet boblede.
Således inspirerede på ny, gik vi fra hotellet mod bydelen. Her gik vi langs Planten un Blomen parken og passerede det markante TV-tårn. Videre gik det gennem endnu en lille park, hvor der dukkede en norsk træhytte op? Det var noget med børneaktiviteter at gøre, men man kunne også spise på stedet.
Ankommet til Schanzenstrasse, kunne vi se, at der ganske rigtigt var tale om en anden slags bydel. Der var et langt mere broget bybillede og mange små og forskellige butikker. Vi endte på en lille restaurant på Schulterblatt, hvor vi fik en is-te og kiggede på omgivelserne. Lige over for, hvor vi sad, lå et besat hus, hvor unge mennesker i punkerdress havde ophold. Udenfor holdt der salgsbiler, hvor man kunne købe sandwich og andet fast-food. Der var gang i gaden og en del at se på. Vi gik videre og gennemtravede området. Vi fik også besøgt et par butikker. Anne købte bl.a. en stor næse, der kunne anvendes som sæbedispenser. Når man trykkede på "dyret", kom der snot (sæbe) ud af det ene bor. Det er sådanne ting, der giver livet værdi for hende.
Området er dog ikke særligt stort, så der gik ikke lang tid, før vi havde set det meste. Vi gik derefter videre ned mod havnen. Vi havde en løs plan om at spise på Fischmarkt - et område, hvor der bl.a. ligger en mexikansk restaurant.
På vej derned spottede jeg en musikbutik. Jeg havde planer om at købe trommestikker til Gustav, der i sommerferien var kommet i gang med at spille på trommer. Derfor måtte vi jo lige derind. Butikken lå for sig selv i noget kedeligt 50-60er byggeri. Indenfor var den overfyldt med instrumenter og udstyr. Da vi kom ind, lød der en stemme fra "dybet". Det var en ung mand, der tilbød os assistance. I første omgang ville vi dog bare kigge, for der var rigtigt meget at se på.
Senere spurgte vi til trommestikkerne og så rullede han sig ellers ud med råd og historier. Der var flere trommestikker at vælge mellem, men specielt ét par, ville han gerne anbefale - også selv om det måske var overkill til en nystartet wannabee trommeslager. Han fandt en brugt og totalt gennemtæsket udgave af stikkerne i en skuffe og fortalte glædestrålende, at det var nogen, han havde fået af et amerikansk heavy metal band. De havde besøgt butikken og for at sikre sig, at de fik de rigtige stikker, havde de medbragt dette eksemplar, så han kunne få et indtryk af, hvor meget de skulle kunne modstå. Sådan solgte han os de bedste stikker i butikken. :)
Vi snakkede lidt løst og fast og på et tidspunkt faldt snakken på The Beatles. De blev jo i sin tid opdaget netop i Hamborg - nærmere bestemt Reeperbahn. Det sjove var så, at de boede på et hotel, der var nabo til musikbutikken, som også lå der den gang. Fluks ude af butikken, fik vi fotograferet hotellet, der også stadig eksisterede - om end ikke ligefrem i bedste velgående. Men det lå der lige for øjnene af os. Sjovt som oplevelser og historier dukker op, bare man spørger sig lidt frem.
Vi gik ned ad Budapester Strasse - en meget stor vej, der løber på bagsiden af fodboldklubben FC St. Pauli's baneanlæg. Her havde Anne et mindre toiletintermezzo, da alle offentligt tilgængelige toiletter på vores vej havde vist sig enten lukkede eller i stykker.
Vi måtte derfor købe en kop kaffe på en restaurant i begyndelsen af Reeperbahn, så Anne kunne falde til ro igen. Herfra gik vi videre ad Helgoländer Allé, hvor man gik under en stor vejbro, hvor der lå utallige madrasser og papkasser. Her boede der tydeligvis masser af hjemløse om natten. Det var så en af Hamborgs skyggesider.
Skyggesider var der ellers ikke så meget af, når det kom til den ordrette betydning. Solen stod igen fra en skyfri himmel og luften var ulidelig varm. Vi endte på Landungsbruchen - et kajanlæg, hvorfra der sejler turbåde. På selve kajen ligger der utallige restauranter og boder og vi forsøgte at finde noget, der var lidt interessant. Det var dog alt for turistet, så der var ikke rigtigt noget, der tændte os. Derudover var der slet ingen steder med skygge, så jeg havde det forfærdeligt.
Vi forlod stedet og gik op mod byen igen. Fokus var i første omgang blot at finde et stræk, hvor der var lidt skygge. Igen fører den slags umiddelbare handlinger ofte noget godt med sig. Pludselig stod vi foran en portugisisk restaurant - Julios restaurant og Tappas Bar på Ditmar-Koel-Strasse - hvor menukortet så ekstremt lækkert ud. Her fik vi 2 gange forret, 1 gange 4 slags fisk, 1 gange stegt rødtunge. Det hele med tilbehør og øl. Alt inklusive drikkepenge for under 20 Euro! En af fiskene var endda en reel tunbøf - noget der alene koster mindst 50 kroner hos en dansk fiskehandler. Derudover var der også et stort stykke torsk, en blæksprutte og en fisk, jeg ikke kunne bestemme. Alt grillet og serveret på lækreste vis af en venlig midaldrende tjener/indehaver. 6 ud af 6 mulige traktordæk herfra - besøg dem, hvis du er i Hamborg. Du kan næsten ikke blive skuffet.
Eneste minus var et par insisterende musikanter, der havde trang til at synge for os. De sang ikke specielt godt og jeg finder det ekstremt pinligt, når den slags sker, så jeg vinkede dem af. Fornærmede gik de videre til den næste restaurant. Men det var så ikke portugiserens skyld.
På grund af mine problemer med varmen måtte vi tage en taxa hjem til hotellet. Jeg orkede ikke at gå i den hede. Hjemme tog vi en eftermiddagsblunder. Rengøringen vækkede os en halv time senere kl. 16:30!
Da klokken var omkring 18:30 gik vi ud fra, at det nok var blevet lidt køligere igen. Vi havde spottet en indisk restaurant i byen, der lå på Neuen ABC Strasse. Hvorfor så ikke lige prøve en tysk udgave af Vindaloo, eller Korma? Stedet lå i en relativt nybygget gård. Der var ikke så meget at se på, og igen var det hele meget sterilt. Selve restauranten var enorm flot og fuldstændig gennemført til mindste detalje. Vi fik god mad. Anne spiste den føromtalte Vindaloo og jeg prøvede en anden ret. Intet ondt at sige om stedet, udover at det ligger i meget kedelige omgivelser mellem aftenskoler og managementfirmaer.
Vi forlod stedet og gik hjemad og nød turens sidste blik over søen ved Jungfernstieg. Hjem gennem parken, hvor vi på en bro "oplevede" Tysklands svar på Mungo Jerry. En fyr der spillede guitar, mens han brølede en sang.
Vel ankommet på værelset planlagde vi næste dags hjemtur, hvor vi skulle koordinere morgenmad, grænsehandel og afhentning af ungerne, der kom hjem fra ferie hos Mormor og Bedstefar i Nordjylland.