Så oprandt dagen. Ungernes og vores ferie begyndte i fredags, så vi havde kun en kort forberedelsesperiode i år. Sidste år havde ungerne ferie en uge tidligere - så det var lidt af et eksperiment.

Klar til afgang - også i år
Klar til afgang - også i år

Vi kørte hjemmefra kl. 08:30 og ankom til Tirstrup ca. kl. 9. Vejret var flot med blå himmel. Afleverede de nøje afvejede kufferter og passerede check-in og told uden problemer. Anne, som den sidste i rækken, fik en hilsen fra tolderen: "Det var så den sidste Mose".

Lidt overraskende blev vi kaldt ud til flyet meget tidligere i år. Anne og ungerne var på toilet og i kiosk for at købe blade. Kioskbesøget måtte afbrydes. Jeg stod alene med 4 styk håndbagage, men heldigvis dukkede Gustav op og vi kom på plads i køen.
Der var dog reelt set ingen grund til stress. Vi havde faste sæder - men man bliver alligevel ramt af "stressen", når først udkaldet kommer og alle begynder at finde deres pladser.

På plads i flyet, sad jeg alene på 1. række og de 3 andre på 2. Min sidemand var også en stor mand, som det snart viste sig, at jeg havde mere til fælles med. Vi snakkede godt sammen om London, England og gamle dage. Inden længe fandt vi ud af, at vi begge var årgang 1959 - den bedste årgang af dem alle. Han kom også fra en lille by på landet - godt nok på Lolland -  men vi havde meget at snakke om. Hans medrejsende havde også "flashet" en mulepose, jeg ikke har set i årevis. Det var et råhvidt eksemplar påtrykt teksten "Atomkraft Nej Tak!" under en tegning af en smilende sol. Så jeg havde på forhånd en mistanke om, at vi nok levede i nogenlunde samme tidsboble.

Snakken gik om Puch Maxi, Velo Solex, islændere (trøjerne), lanciers o.m.a. Under det hele kom det så også frem, at han/de var på en "kort inspirationsrejse" til London. Han var billedkunstner og rektor for kunstakademiet i Århus. Det var ganske hyggeligt og turen gik for en gang skyld meget hurtig.

På grund af vores reserverede pladser på de første rækker var vi også de første, der forlod flyet. Det betød også, at turen gennem det engelske toldsystem gik uhyre let. Ingen kø - ingen venten.

Anne fik igen opmærksomhed - nu også fra fra den engelske tolder. Han kiggede i hendes pas og derefter på hende og sagde; "Your hair is different... It's better now". Hun er jo også en fryd for øjet, hvilket vi også blev bekræftet i senere på turen.

Hos Hetz afhentede vi den lejede bil. Vi forlængede perioden, så vi havde bil under hele turen. Planen havde egentligt været at aflevere den et par dage før for at spare penge. Når man lejer via nettet, får man indtryk af, at man kun kan forsikre for hele uger - og det koster altså kassen. Når man derimod først står ved skranken, kan alt pludselig lade sig gøre.

Det lille værelse
Det lille værelse

Bilen var en lækker, ny Nissan Juke diesel med alle mulige faciliteter, jeg aldrig har oplevet tidligere. Eneste ulempe var et ret begrænset bagagerum til vores to kufferter og 4 håndbagagekufferter. Personalet havde, sikkert med håb om udlejning af en større bil, forsikret os om, at det ville være en umulighed. Med lidt snilde og en del kræfter fandt vi dog alligevel den nødvendige plads i køretøjet.

Noget af det smarteste ved bilen var et LCD-display, der blev brugt til 3 forskellige funktioner. Dels blev det brugt til at vise oplysninger om radiofrekvenser, lydstyrke o.s.v. Dels blev det brugt til den integrerede GPS og endelig, når bilen blev sat i bakgear, var det et bakkekamera. Det var bare genialt udnyttet. Jeg vil have en Nissan Juke! Endelig var den nemlig også fantastisk at køre i og den ser så godt ud, at selv den racerbilsfascinerede Gustav var vild med udseendet.

Kun 4-5 km. fra lufthavnen ligger den lille by Bishop's Stortfort. Her kørte vi ind for at købe de telekort, vi fik brug for på turen. Takket være 2 GPSer fandt vi frem uden problemer. Det eneste problem var at finde en P-plads i nærheden af den lokale T-Mobile shop. Jeg parkerede "smart" og forlod bilen for at købe kortene hos det, der snart viste sig at være en meget ineffektiv sælger. Anne kom kort efter løbende og fortalte, at hun og ungerne blev truet af en kvindelig parkeringsvagt. Jeg løb med tilbage og flyttede bilen til en ny "smart" plads. Derefter vendte jeg tilbage til den sløve sælger, hvorefter vagten dukkede op igen ude hos Anne. Jeg nåede heldigvis tilbage, før hun påførte os en velkomstsalut i form af bøder, dæklås og transportgebyrer. Hvilken start på turen. Senere skulle det også vise sig, at 2 af de 5 indkøbte telekort slet ikke duede.

Blackpool
Blackpool

Væk fra trusler og stærke, uniformerede kvinder i stramtsiddende nederdele, der ville riste min røv - en anden gang måske. Vi kørte ad A14 med retning mod Birmingham, Manchester og Liverpool. Gustav fiksede mobilkortene på bagsædet, så vi nu kunne komme i kontakt med hinanden og ungerne dermed kunne vandre frit, hvor vi gjorde ophold.

Efter ca. 100 km. kørte vi ind på en rasteplads, hvor vi handlede sandwich og sodavand. Der var omkring 300 km. til destinationen, så det blev også til yderligere et par stop på turen, hvor vi bl.a. hævede kontanter (Stafford). På M6 var der et vejarbejde i gang ved Birmingham, dog ikke noget, der forsinkede os væsentligt.
Et par timer før ankomst sendte jeg en email til Shirley - vores værtinde på Holmeleigh Hotel i Blackpool - for at advisere hende om vores ankomst.

Vi ankom til hotellet uden problemer. Shirley tog imod og ledte os ind på husets parkeringsplads gennem en meget smal port. Vi blev vist op på et meget lille værelse på 1. sal. Der var 4 senge, hvoraf 2 var køjesenge. Der var stort set ingen gulvplads, så det var meget klaustrofobiske forhold. Vi var bare for trætte til at forsøge at forandre tingene, så vi flyttede kufferterne ind.

Ned i baren hvor ungerne fik Irn Bru og Anne og jeg fik en øl. Her hilste vi også på Shirleys mand, der orienterede os om tidspunktet for morgenmad mellem kl. 09:00 og 09:30. Både Shirley og hendes mand var meget søde og venlige og de fortalte os lidt om byen og de muligheder, der var. Deres lille hotel var et af mange små hoteller, der var indrettet til den massive strøm af turister, der kommer til byen hvert år i sæsonen. Sæsonen tager sin begyndelse midt i juli måned, når de engelske skoler begynder ferien.

Vi tog ned til byen med byens sporvognslinje, der følger kysten helt op nordpå til et færgeleje, hvor man kan sejle til legendariske Isle of Man. Der skulle vi ikke ud, så vi stod af i byen og fandt en Bella Italia.

Pirate Bay
Pirate Bay

Tjeneren var en sød ældre dame, der reddede mig fra at bestille en "low fat" pizza. I UK har man angiveligt markeret retterne på menukortene med forskellige symboler af hensyn til folk med diverse allergier, sygdomme og altså også fedmeproblemer. Jeg havde uvidende om dette, valgt en pizza, der skulle kunne redde tykke mennesker fra døden. Vores kære tjener gjorde uden omsvøb opmærksom på, at den altså også smagte elendigt og at jeg bestemt ikke havde behov for den slags. I stedet fik jeg så en anden med rigelig ost, pepperoni og andet godt. Senere jokkede hun mig over foden og gjorde os opmærksom på, at det udelukkende var for at lægge an på mig. Så var tonen lagt.

Blackpool er fyldt med forlystelser og ungerne blev fanget med det samme. Udskårne skeletter med pirathatte og blinkende lys i kraniehuler trak dem ind på "The Pirate Bay" - et enormt sted med spillemaskiner for enhver ludoman og andet godtfolk. De skød, myrdede, ræsede, fløj, kranede efter dyr o.m.a.  En lille togbane i hallens loft blev også prøvet. Man fik sit eget lille piratskib, der kørte på skinner, hvorfra man havde udsigt over alle hallens blinkende forlystelser. Herfra kunne man så skyde bestemte mål og opnå point, hvis ikke synsoplevelsen var nok. Jeg fik også lokket Anne med, der dog brugte det meste af tiden på at lufte sin skepsis over konstruktionen af de angiveligt alt for spinkle skinner.

Vi trak meget utilfredse børn ud af hallen, hvorefter turen gik hjemad med sporvognen mod The Holmeleigh Hotels små ramme, hvor vi blev flettet i seng.

Sikke en dag