Temarejse.com
Björnlanda Kile
Mandag d. 16 juli
Vi skulle først afsted sidst på formiddagen og vi står altid tidligt op. Vi gik derfor en tur i Frederikshavn, der først var ved at vågne. Der er noget specielt over at opleve en by, hvor butikkerne er ved at åbne og det hele skal til at gå i gang. Lastbiler kommer med leverancer, butiksejere stiller udstillinger og skilte frem mens de råber/taler med naboer og andre.
Vi spiste morgenmad på en velbesøgt fortovsrestaurant og forberedte os mentalt på turen til Sverige.
Endnu en varm dag med højt solskin ventede. Hele foråret og den tidlige sommer var præget af et markant højtryk over Nordeuropa. Det betød, at temperaturerne konstant lå over de 25 grader om dagen.
Vi hentede vores ting på hotellet og gik vi over til færgen gennem et meget langt, hævet brosystem, som var indpakket i store glasflader. Det fik sveden til at springe. Fremme ved check-in var der desuden masser af mennesker, som fik temperaturen yderligere op.
Pludselig dukkede Dorte op og vi fik lige talt kort sammen, før færgepersonalet begyndte at lukke folk ind på færgen. Derefter blev vi adskilt igen. Anne og jeg havde bestilt buffet i forvejen og Dorte skulle noget andet. Vi nåede dog lige at høre lidt om Dortes planer. Hun sejler med DFDS og skulle efter et par dages ophold i Göteborg videre og påmønstre et skib i Holland.
En fantastisk sejltur. Efter buffetten som var OK, begav vi os udenfor. Vejret var fantastisk. Vandet var meget roligt og solen sikrede en behagelig opholdstemperatur. Vi blev på dækket, indtil færgen var i havn. Ude på Kattegat kunne vi se mange store skibe og småbåde. Det motiverede os nok til købet af sejlbåden at stå og se, hvordan de små både sejlede derude i det fri. Jeg begyndte i hvert fald at drømme om at ligge derude på det store vand kun drevet af vejr og vind.
Indsejlingen til Göteborg var lige så imponerende. For os var det en ren fornøjelse at se den tiltagende trafik og samtidigt se omgivelserne på land drive forbi. For kaptajnen på færgen måtte det dog være en stressende opgave. Ikke alle er lige skrappe til søfartsregler og andre som måske kender dem, retter sig først efter dem i sidste øjeblik. Det var også årsag til flere lange og gentagne "Trut" i hornet fra færgen. Anne og jeg kiggede indforstået på hinanden, når 5 korte dut blev afgivet. Vi vidste godt efter vores duelighedskursus, at det betyder: "Jeg forstår ikke, hvad De vil!".
Fredrik
Vil mødtes med sælgeren af båden - Fredrik - ved havnen. Det efter lidt hjælp fra Dorte med at finde rundt i afgangsområdet.
Fredrik var en mand på vel 50 år, som skulle sælge båden. Sagen var, at det var hans svigerfars båd. Men han var afgået ved døden blot 2-3 uger tidligere. Frederik vidste ikke noget om både, men havde påtaget sig opgaven at sælge den for familien. Han havde ingen viden om den - eller både i det hele taget.
Dagen før havde vi været i kontakt og han var lige ved at springe fra aftalen, da vi havde problemer med at garantere, at penge ved et evt. køb kunne blive overført på én dag. Vi havde talt med Jyske Bank og de kunne kun love, at overførslen kunne ske øjeblikkeligt til Sverige. Hvad der så sker derefter i det svenske banksystem, vidste de forståeligt nok ikke.
Björnlanda Kile
Det lykkedes mig dog at berolige Frederik og efter en kort køretur kørte vi ind på marinaen Björnlanda Kile. Det var et imponerende syn af utallige master og bådbroer. Jeg har aldrig i mit liv set så stor en marina. Til gengæld var der stort set ingen mennesker eller nogen aktivitet at spore. Fredrik fortalte, at det ikke var lykkedes for ham at komme i kontakt med en havnefoged. Det undrede mig, da havnen er så enorm som den er.
BådenBåden lå på en af de fjerneste broer. Den var meget flot, når man tager i betragtning, at den jo var næsten 40 år gammel. Den ulykkelige historie bag båden var, at Fredriks svigerfar havde mistet sin kone for ca. ½ år siden. Derefter besluttede Leif som han hed - at købe båden og og få den klargjort til sommeren. Således var der anskaffet ny cockpittelt - nyt navigationsudstyr, ny varmeapparat, nyt toilet o.m.a.
På den måde stod vi med tilbudet om at kunne købe en pæn båd, med meget nyt og dyrt ekstraudstyr, som kunne overtages for relativt små midler. Sejlene var pæne og motoren startede med det samme. Den afgav en fin lysegrå røg sammen med kølevandet. Jeg var ikke i tvivl og for første gang i mange år undlod jeg at handle på prisen. Jeg turde simpelthen ikke, da den prisen allerede var den laveste på markedet overhovedet.
Fredrik blev meget lettet, da vi sagde, at vi ville købe den. Det fortalte mig, at jeg helt sikkert kunne have handlet på den. Men sådan er det jo. Vi var jo også glade. Nu havde vi en dejlig båd, som jeg oven i købet kunne ligge i.
En trist historie endte således med at give os en ny begyndelse og at fjerne en byrde fra Fredrik og familiens skuldre.
Ulempen ved at købe båden var naturligvis, at vi ikke havde kontakt til en tidligere ejer, der kunne give os råd og vejledning, hvis der opstod problemer. Det skulle så også vise sig, at det var en bekymring, som viste sig velbegrundet.
Udfordringen
Fredrik kørte os til en lille købmand i området, hvor vi kunne proviantere. Da det var klaret, tog vi afsked med Fredrik ved båden. Han gav os en tilmed flaske hvidvin, som tak for handlen.
Nu stod vi i Sverige med en båd vi ikke kendte og vi havde kun medbragt det allermest nødvendige, som skiftetøj, tandbørste og andre småting.
Min forventning havde været, at vi kunne købe soveposer og andet, som vi måtte mangle på stedet. Men som sagt, var der ingen steder i nærheden, hvor vi kunne købe den slags ting. Vi havde ikke fundet noget tegn på butikker eller andet, så vi besluttede, at vi måtte tage afsted med det vi havde. Vi ville dog vente med at sejle til næste morgen, så havde vi i det mindste en hel dag til at nå til Læsø eller Frederikhavn
Tordenvejr
Aften sluttede med et spektakulært tordenvej. Det kom aldrig hen over os, men få km. inde i landet kunne vi se og høre utallige lyn lyse op og brage løs.
Det fik mig til at tænke tilbage på 2014, hvor jeg stod på altanen i vores dengang nye hus på Højvangen sammen med drengene. Det var en klar sommeraften i Assentoft og vi kunne se et tordenvejr langt ude i det fjerne mod nord. Karl fotograferede lynene og lavede nogle flotte billeder. Det viste sig efterfølgende, at det tordenvejr lå over netop Göteborg
Last Updated (Saturday, 18 August 2018 10:27)
Dagen før turen til SverigeSøndag d. 15 juli Restaurant Firenze i Frederikshavn Verdens bedste værtshus Således endte det hele med at være en hyggelig søndag, som var den perfekte indledning til mandagen, hvor vi skulle med færgen til Sverige. Last Updated (Friday, 17 August 2018 10:27) Feriens start på HøjvangenFredag d. 13 juli Ud over dette gik vi også på et komprimeret duelighedskursus for at få frisket op på den viden, der var flosset og meget forsvundet i løbet af de 25 år, der var gået, siden vi sidst havde båd. Last Updated (Friday, 17 August 2018 08:54) 14. juli - hjemkomstAnne og jeg stod op ca. ½ time før aftalt - altså omkring kl. 05:30. Noget gennemgående på turen havde været mangel på morgenkaffe. Selv i det servicemindede Østrig, var det ikke muligt at opdrive en kop kaffe, før "autoriseret personale", havde brygget den. Der var således ingen el-kedler på værelserne, eller bare en automat hvor man kunne trække en kop. Dette hotel adskilte sig heller ikke på det felt. Det fik os til at love hinanden, at vi næste gang ville medbringe vores egen el-kedel. Ansvaret for noget så vigtigt som morgenkaffe, kan man tilsyneladende ikke overlade til fremmede.
Ca. 07:15 forlod vi hotellet. Det med at undgå gårsdagens motorvej gik helt af sig selv. Den var helt spærret i den retning, vi skulle have kørt. Ved at "overrule" GPS-en blev vi ledt ind på en alternativ rute på en mindre hovedvej. Her endte vi igen i en kø - dog slet ikke noget, der kunne sammenlignes med gårsdagens. Kort efter endte vi på 7-eren - motorvejen til Danmark. Turen omkring Hamborg var rædsom. Vi kørte med trafikken ind mod byen fra syd. Trafikken var præget af langsom kørsel, smalle spor, massiv regn og evige vejarbejder. Da vi nåede til den nordlige halvdel lettede det hele dog en smule. Det var langt værre for trafikken i den modsatte retning, kunne vi se. Jeg var ikke kommet helt velforberedt fra hotellet, så jeg sad med "vand i øjnene" et langt stykke af vejen og der var ikke en rasteplads i sigte. Til sidst endte jeg med - stik imod alle regler og påbud - at køre ind på en "havarilomme" bag en dansk billist, der var punkteret med sin campingvogn. Her løb jeg ind i skoven og vandede det meste af Hamborgs nordlige opland - sådan føltes det i hvert fald. Jeg var simpelthen desperat. Ude på motorvejen igen passerede vi en rasteplads 500 meter senere. Derefter blev det hele bare bedre, jo længere vi kom nordpå. Vi havde overvejet at besøge en grænsebutik på vejen hjem, men vi gad simpelthen ikke, da vi først var ved grænsen. I stedet fortsatte vi til en rasteplads ved Åbenrå, hvor vi ENDELIG kunne få vores morgenkaffe og tage et kort hvil. Det var vidunderligt at køre på danske motorveje igen. Selv om der også var problemer med elefantoverhalinger og andet - så gled trafikken og vi oplevede ikke noget, der bare lignede en kø. Vi var hjemme på Højvangen ca. 10:55. Danmark havde været udsat for både storm og skybrud, mens vi var væk. Vi frygtede derfor, at vi skulle hjem til løse tagplader eller løse fliser/sten o.lign. Vores frygt var heldigvis fuldstændig ubegrundet og efter endt udpakning og igangsætning af vaskemaskine og diverse andre tekniske maskiner - herunder ikke mindst kaffemaskinen - var vi hjemme igen. Anne kørte ned og købte madvarer ind og Gustav lod sig i begejstring over at være hjemme ved sin store computer inficere af et stykke nidkært, kinesisk malware. Karl fik sammen med mor købt billet til toget. Det var ganske kompliceret da, DTU (eller hvad de nu hedder i dag?), som afholder Matcamp, vil dække en del af udgifterne til rejsen. Om aftenen havde Anne arrangeret vores traditionelle hjemkomstret: Pasta med hvidløg, olivenolie og basilikum. Denne gang dog med en del udvidelser. Det var en vidunderlig ferie. Alle har haft en rigtig god tur. Køreturen(e) var hård(e) og vi snakker allerede om, at såfremt turen går til Østrig igen, vil vi prøve om vi ikke kan klare det med fly og evt. en lejet bil. Last Updated (Wednesday, 15 July 2015 19:55) 13 juli - 1. hjemrejsedagStod op lidt i 6, Anne 20 min. senere. Vejret var køligt og overskyet. Fremragende til at køre den lange tur.
Bilen blev kørt frem kl. 9, og da alle var klar ca. 09:30 forlod vi Lech. Vi var alle glade for at være på vej hjem, også selv om de 1.265 km. virkede uoverskuelige. Aftalen var, at vi ville køre mindst halvdelen af vejen den 1. dag. Derefter ville vi finde et hotel, hvor vi kunne overnatte. Turen gennem Østrig gik ret uproblematisk. Deres tunneller og vejsystemer er imponerende og naturen er jo "bjergtagende". I Tyskland var det straks noget andet. Enten var der langsom kørsel på 1-sporede motorveje på grund af vejarbejde, eller også hang vi bag ved lastbiler, som hellere ville køre 81 i stedet for den forankørende lastbil, der kørte 80 - vel og mærke på strækninger, hvor der var 130 km/t. eller fri hastighed! Turen foregik i et uensartet tempo og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget ekstra brændstof, det koster, at lade alle disse biler ligge og accelerere og bremse hele vejen gennem Tyskland. Jeg har på fornemmelsen, at al den forskning, man han lagt i at lave brændstoføkonomiske motorer, er spildt på den konto.
Det var rigtigt flot, når man så det udefra og 3½ stjerne får et hotel kun, fordi det tilbyder noget specielt ud over værelse med bad o.s.v. Vi parkerede bilen i en gård bag hotellet og jeg gik op til receptionen for at få nøglerne til værelserne. Bag disken stod en meget kontant, korthåret og massiv kvinde, der ikke på nogen måde vakte minder om serviceniveauet i Østrig. Men jeg fik dog hurtigt nøglerne og instruktion om, hvordan vi kunne låse os ind med en kode efter kl. 23. Der var mange gamle mennesker på hotellet. Faktisk så mange, at jeg havde det mistænkt for at tjene som en slags plejehjem. Et plejehjem hvor der også udlejes værelser på daglig basis. Værelserne var "brune" og inventaret var min. 30-40 år gammelt. Indvendigt mindede hotellet om en blanding af dansk højskole, militær barak og vandrehjem. Det er svært at beskrive, men ting som "stores", brune paneler, tunge gardiner og gult glas var noget af det gennemgående - jeg kunne nævne hessian for at beskrive stilen, men det så jeg trods alt ikke noget af. Vi pakkede kun det allermest nødvendige ud af bilen for at spare tid næste dag. Så det var hurtigt på plads. Vores værelser var helt OK - som beskrevet, men dog velfungerende. Der var også en restaurant tilknyttet stedet. Anne fandt ud af, at vi havde ca. 1-1½ time før køkkenet lukkede. Vi var alle sultne, så vi bænkede os hurtigt ved et bord og bestilte fra kortet. Udvalget var overraskende godt. Der var vegetarmad til Karl, fisk til mor og en steak til Gustav og mig. Det tog ret lang tid, før maden kom og den gik med at få snakket om mangt og meget - lige fra detaljer fra vores ferie til det, at farmor og farfar ikke var her mere. Vi aftalte, hvordan og hvornår vi skulle komme af sted næste dag og derefter gik vi i seng. Last Updated (Wednesday, 15 July 2015 18:39) |