Søndag d. 15 juli
Vel ankommet til hotellet i Frederikshavn om eftermiddagen gik det op for os, at det var ekstremt svært at finde en brugbar P-plads i byen - i hvert fald i nærheden af hotellet og færgerne.

P-pladser i Frederikshavn
Der er ganske vist masser af P-pladser, men man skal vide, hvor lang tid man ønsker at holde på dem og betale forud. Af gode grunde anede vi ikke om vi kom retur næste dag, eller måske 5 dage senere. Så vi var lidt på herrens mark.
Men ved søgning på emnet dukkede der naturligvis gode tips op i de lokale medier og efter lidt undersøgelser rundt fandt vi en P-plads helt uden restrektioner og/eller betaling.

Verdens værste restaurant
Efter en lang dag trængte vi til noget at spise. Vi fandt også hurtigt et pizzeria der lå i byen gågadesystem. Vi bænkede os udenfor på en skyggefuld plads i sommervarmen. Lidt efter kom en servitrice med menukort. 
Til min store fryd fremgik det af kortet, at man kunne købe øl i kander, så det lovede jo godt.
Da servitricen kom tilbage forsøgte jeg at tale med hende. Hun talte dog hverken dansk, engelsk, tysk, italiensk, eller fransk men kunne kun ordet "sorry"! Men det lykkedes at bestille ved at udpege de ønskede elementer i kortet - herunder øl, penne og en pizza.
Øllen kom og det var fint. Kort efter fulgte Annes penne. Det der normalt er pastarør i den ret, var sammenfaldne udkogte rør? Årstidens grøntsager var angiveligt gulerod. :) 
Min pizza dukkede op lidt senere og det var en 8-tals formet "gnalling" af en pizza, der havde fået alt for lang tid.
Jeg gad ikke at gøre et nummer ud af det og da jeg lidt senere så kokken, der lignede indvandret narkoman, som var blevet sendt på arbejde, nøjedes jeg med at sætte pris på øllet. 
Anne slog op på Google for at se anmeldelser af restauranten og da hun fandt den, var underholdningen på plads.

Restaurant Firenze i Frederikshavn
Går man ind på Google og søger på restauranten vil man få en oplevelse, som kun kan få tårerne til at trille. Vi grinede løs og ærgrede os meget over, at vi ikke havde brugt Google før vi satte os. 
Men læs selv med på dette link: Google om Restaurant Firenze i Frederikshavn

Verdens bedste værtshus
Da vi havde "spist" bevægede vi os ned forbi en perlerække af attraktive restauranter, som vi burde have valgt i stedet. Frederikshavn mangler ikke restauranter og kvaliteten er ikke som i føromtalte hul.
Lige før hotellet lå et lille værtshus. Nogen vil sikkert kalde det et lidt lusket sted, men jeg synes den slags værtshuse hvor stamkunderne sidder bænket ofte parate til en snak, er noget af det hyggeliste der findes. Tordenskjoldskroen - som stedet hedder - er sådan et værtshus.
Resten af aftenen gik med at sidde og høre historier om, hvad der rørte sig i byen og det handlede rigtigt meget om havnen. Der var folk som tidligere havde arbejdet der, men nu var slidt op og uden arbejde. Andre sad der for at gøre klar til at tage på togt med slæbebåde og kabelbåde, andre igen arbejde på at klargøre borerigge.
Anne fik også en bordherre, som var meget betaget af hende. Det var så meget, at hun til sidst skiftede plads, så han i det mindste skulle forbi mig, for at lægge sin hænder på hende.
Der kom også andre turister og aftenen gik indtil kl. 02 med snak og øl. Det var en suveræn oplevelse at besøge Tordenskjoldskroen. 

En gammel ven dukkede op
Hjemme på hotellet viste Facebook pludselig sit værd. En meddelelse om at en af mine gamle venner Dorte Tange fra Års var i nærheden. Det fik mig til at kontakte hende og minsandten om hun ikke også skulle med færgen til Göteborg næste dag.

Således endte det hele med at være en hyggelig søndag, som var den perfekte indledning til mandagen, hvor vi skulle med færgen til Sverige.

Fredag d. 13 juli
Sommerferien 2018 tog egentlig sin start lang tid før, selve sommerferien begyndte.
Vi solgte vores kolonihavehus i maj måned. Derefter gik tankerne på, hvad vi så skulle i stedet. Da vi var unge, havde vi en sejlbåd og den gav os rigtigt mange glæder den gang. Vi tog på mange ture i Århusbugten og i de Fynske vande. Det har vi aldrig glemt, og allerede for 4 år siden begyndte jeg igen at tale om at en båd burde være en del af familiens muligheder.
I år blev det konkret. Anne og jeg besluttede os for at forfølge ideen. Vi kunne ikke vide, at det ville blive århundredets bedste sommer og at TV-serien "Ved Fremmede Kyster", satte alvorligt gang i bådsalget. Således viste det sig særdeles vanskeligt at skaffe en båd. Enten var priserne for høje, eller også var båden solgt, før jeg kunne nå at sige "Jeg vil gerne se den"!

Ud over dette gik vi også på et komprimeret duelighedskursus for at få frisket op på den viden, der var flosset og meget forsvundet i løbet af de 25 år, der var gået, siden vi sidst havde båd.

Feriestart og ingen båd
Da ferien endelig begyndte havde vi således ingen båd. Vi havde givet op, men der var 2 både til salg, som begge var meget attraktive. Dels en Fingulf 34, som lå i Norge og dels en Maxi 84, der lå i Sverige. Finngulfen røg hurtigt ud, da den lå på Lofoten. Det ville give en tur på op mod 8 hele døgn, for at sejle den hjem og det forudsatte jo godt vejr. Alene rejsen derop var også ganske kompliceret, så vi ville risikere at ferien endte med at blive en stressfyldt oplevelse. Det var jo ikke meningen.
I stedet faldt fokus på en Maxi 84, der lå ved Göteborg. Det var en båd med masser af udstyr og til en meget attraktiv pris.

Skal vi ikke bare tage afsted?
Men selv den første fredag i ferien anede vi ikke, hvad vi skulle gøre. Så vi gjorde som vi plejer om fredagen. Vi spiste hjemmelavet pizza og drak os fulde.
Søndagen derefter siger Anne, "Skal vi ikke bare tage til Frederikshavn, sejle derover med færgen og se på den båd?". Jeg overvejede det kort og sagde, "jo, det gør vi".
Vi besluttede at planlægge så lidt som muligt. Hvad vi måtte mangle, kunne vi købe derovre. Så et par små kufferter blev pakket. Færgebilletter blev bestilt til om mandagen, samt en overnatning på hotel i Frederikshavn. Så var vi i gang.

En ferie med det hele
Ferien endte med at blive en meget begivenhedsrig ferie med frustrationer, stress, vidunderlige stunder på vandet, sorg, store oplevelser, sjov og ballade, møde med gamle venner og nye rammer for vores tilværelse.

Anne og jeg stod op ca. ½ time før aftalt - altså omkring kl. 05:30.

Noget gennemgående på turen havde været mangel på morgenkaffe. Selv i det servicemindede Østrig, var det ikke muligt at opdrive en kop kaffe, før "autoriseret personale", havde brygget den. Der var således ingen el-kedler på værelserne, eller bare en automat hvor man kunne trække en kop. Dette hotel adskilte sig heller ikke på det felt. Det fik os til at love hinanden, at vi næste gang ville medbringe vores egen el-kedel. Ansvaret for noget så vigtigt som morgenkaffe, kan man tilsyneladende ikke overlade til fremmede.

Før vi kørte, forsøgte jeg ved hjælp af GPSen og Google Maps at finde en alternativ vej uden om gårsdagens problematiske motorvej. Dette blev yderligere gjort vanskeligt af, at mobildækningen var meget dårlig, og at hotellets WiFi "tilfældigvis" ikke fungerede den dag, hvor vi var der. Men hverken Google Maps eller GPS er særligt velegnede til at skabe overblik, når man planlægger en tur uden at kende navne på steder, veje o.s.v. En anden gang vil jeg medbringe et godt gammeldags landkort.

Ca. 07:15 forlod vi hotellet. Det med at undgå gårsdagens motorvej gik helt af sig selv. Den var helt spærret i den retning, vi skulle have kørt. Ved at "overrule" GPS-en blev vi ledt ind på en alternativ rute på en mindre hovedvej. Her endte vi igen i en kø - dog slet ikke noget, der kunne sammenlignes med gårsdagens. Kort efter endte vi på 7-eren - motorvejen til Danmark. Turen omkring Hamborg var rædsom. Vi kørte med trafikken ind mod byen fra syd. Trafikken var præget af langsom kørsel, smalle spor, massiv regn og evige vejarbejder. Da vi nåede til den nordlige halvdel lettede det hele dog en smule. Det var langt værre for trafikken i den modsatte retning, kunne vi se. Jeg var ikke kommet helt velforberedt fra hotellet, så jeg sad med "vand i øjnene" et langt stykke af vejen og der var ikke en rasteplads i sigte. Til sidst endte jeg med - stik imod alle regler og påbud - at køre ind på en "havarilomme" bag en dansk billist, der var punkteret med sin campingvogn. Her løb jeg ind i skoven og vandede det meste af Hamborgs nordlige opland - sådan føltes det i hvert fald. Jeg var simpelthen desperat.

Ude på motorvejen igen passerede vi en rasteplads 500 meter senere.

Derefter blev det hele bare bedre, jo længere vi kom nordpå. Vi havde overvejet at besøge en grænsebutik på vejen hjem, men vi gad simpelthen ikke, da vi først var ved grænsen. I stedet fortsatte vi til en rasteplads ved Åbenrå, hvor vi ENDELIG kunne få vores morgenkaffe og tage et kort hvil.

Det var vidunderligt at køre på danske motorveje igen. Selv om der også var problemer med elefantoverhalinger og andet - så gled trafikken og vi oplevede ikke noget, der bare lignede en kø.

Vi var hjemme på Højvangen ca. 10:55. Danmark havde været udsat for både storm og skybrud, mens vi var væk. Vi frygtede derfor, at vi skulle hjem til løse tagplader eller løse fliser/sten o.lign. Vores frygt var heldigvis fuldstændig ubegrundet og efter endt udpakning og igangsætning af vaskemaskine og diverse andre tekniske maskiner - herunder ikke mindst kaffemaskinen - var vi hjemme igen.

Anne kørte ned og købte madvarer ind og Gustav lod sig i begejstring over at være hjemme ved sin store computer inficere af et stykke nidkært, kinesisk malware. Karl fik sammen med mor købt billet til toget. Det var ganske kompliceret da, DTU (eller hvad de nu hedder i dag?), som afholder Matcamp, vil dække en del af udgifterne til rejsen.

Om aftenen havde Anne arrangeret vores traditionelle hjemkomstret: Pasta med hvidløg, olivenolie og basilikum. Denne gang dog med en del udvidelser.

Det var en vidunderlig ferie. Alle har haft en rigtig god tur. Køreturen(e) var hård(e) og vi snakker allerede om, at såfremt turen går til Østrig igen, vil vi prøve om vi ikke kan klare det med fly og evt. en lejet bil.

Stod op lidt i 6, Anne 20 min. senere. Vejret var køligt og overskyet. Fremragende til at køre den lange tur.

Vi pakkede og begyndte at fylde tingene i bilen. Vi vækkede drengene og alle var bænket ved morgenmaden kl. 08:00. Anne var i Spar for at købe sandwich, vand og 80% rom. De 2 første til hjemturen, den sidste fordi man stadig kan. Vi havde afregnet med hotellet aftenen før, så det var på plads. Lena var ikke i receptionen. Det var i stedet en ung mand, som jeg har mistænkt for at være en Pfefferkorn. Han virkede ikke specielt tilfreds da jeg gav ham drikkepenge - måske var det en fornærmelse?

Bilen blev kørt frem kl. 9, og da alle var klar ca. 09:30 forlod vi Lech. Vi var alle glade for at være på vej hjem, også selv om de 1.265 km. virkede uoverskuelige. Aftalen var, at vi ville køre mindst halvdelen af vejen den 1. dag. Derefter ville vi finde et hotel, hvor vi kunne overnatte.

Turen gennem Østrig gik ret uproblematisk. Deres tunneller og vejsystemer er imponerende og naturen er jo "bjergtagende". I Tyskland var det straks noget andet. Enten var der langsom kørsel på 1-sporede motorveje på grund af vejarbejde, eller også hang vi bag ved lastbiler, som hellere ville køre 81 i stedet for den forankørende lastbil, der kørte 80 - vel og mærke på strækninger, hvor der var 130 km/t. eller fri hastighed! Turen foregik i et uensartet tempo og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget ekstra brændstof, det koster, at lade alle disse biler ligge og accelerere og bremse hele vejen gennem Tyskland. Jeg har på fornemmelsen, at al den forskning, man han lagt i at lave brændstoføkonomiske motorer, er spildt på den konto.
Derudover blev vi også på lange stræk generet af massivt regnvej, som forhindrede os i at holde et maksimalt marchtempo.

Vi havde vel 3 til 4 stop, før vi kunne konstatere, at vi kun var ca. 200 km. fra Hamborg. På hotels.com fandt vi hurtigt et hotel i en mindre by kort før Hamborg, Hotel Holst i Roesengarten. På den måde håbede vi at kunne undgå alt for meget af det vejarbejde, som plagede trafikken rundt om byen. Og ganske rigtigt: Vi kørte de sidste 193 km. uden et eneste stop. Da vi skulle dreje ind på en anden motorvej, hvor vi bare skulle tilbagelægge 3 km., gik det dog galt. Der var kø fra tilkørslen og til afkørslen. Vi brugte ca. 1 time på at tilbagelægge de sidste 7 km., før vi var ved vores 3½-stjernede hotel - og hvilket hotel.

Det var rigtigt flot, når man så det udefra og 3½ stjerne får et hotel kun, fordi det tilbyder noget specielt ud over værelse med bad o.s.v. Vi parkerede bilen i en gård bag hotellet og jeg gik op til receptionen for at få nøglerne til værelserne. Bag disken stod en meget kontant, korthåret og massiv kvinde, der ikke  på nogen måde vakte minder om serviceniveauet i Østrig. Men jeg fik dog hurtigt nøglerne og instruktion om, hvordan vi kunne låse os ind med en kode efter kl. 23.

Der var mange gamle mennesker på hotellet. Faktisk så mange, at jeg havde det mistænkt for at tjene som en slags plejehjem. Et plejehjem hvor der også udlejes værelser på daglig basis. Værelserne var "brune" og inventaret var min. 30-40 år gammelt. Indvendigt mindede hotellet om en blanding af dansk højskole, militær barak og vandrehjem. Det er svært at beskrive, men ting som "stores", brune paneler, tunge gardiner og gult glas var noget af det gennemgående - jeg kunne nævne hessian for at beskrive stilen, men det så jeg trods alt ikke noget af.

Vi pakkede kun det allermest nødvendige ud af bilen for at spare tid næste dag. Så det var hurtigt på plads. Vores værelser var helt OK - som beskrevet, men dog velfungerende.

Der var også en restaurant tilknyttet stedet. Anne fandt ud af, at vi havde ca. 1-1½ time før køkkenet lukkede. Vi var alle sultne, så vi bænkede os hurtigt ved et bord og bestilte fra kortet. Udvalget var overraskende godt. Der var vegetarmad til Karl, fisk til mor og en steak til Gustav og mig. Det tog ret lang tid, før maden kom og den gik med at få snakket om mangt og meget - lige fra detaljer fra vores ferie til det, at farmor og farfar ikke var her mere.

Vi aftalte, hvordan og hvornår vi skulle komme af sted næste dag og derefter gik vi i seng.