Home Skotland - Efterår 2010 Vores dag i Edinburgh

Vores dag i Edinburgh

Vi havde en rolig morgen. Stod op kl. 8. Vi valgte ikke at spise morgenmad på hotellet. Vi tog et tidligt tog ind til Edinburgh. Som de fornuftige turister vi er, opsøgte vi først og fremmest det nærliggende turistbureau. Vi talte med en sød og venlig dame. En generel oplevelse var i øvrigt, at skotterne er høflige og imødekommende mennesker, der gerne vil hjælpe. Vi havde tidligere hørt, at vejen op mod Edinburgh Castle, som var dagen hovedattraktion, hed "The Royal Mail". Vi havde undret os noget over, at postvæsnet i Skotland havde en så fremtrædende position. Af samtalen med den venlige turistvejleder fremgik imidlertid, at det drejede sig om "The Royal Mile" - den kongelig mil mod slottet. Således belært og lidt klogere begav vi os ud på den korte spadseretur, der bl.a. førte os op af en meget lang og stejl trappe.

På vejen indkøbte Gustav endnu et par kasketter. Denne gang en hvid og en sort med et forholdsvis diskret "Skotland" som reklame. Ole indkøbte endnu en "frisurehat" - på en eller anden måde har han tilsyneladende fundet sit alter ego...?

Vi ankom til slottet med VIP- billetter. En helt ny følelse for vores familie, der gennem tiden har været mest vant til at stå i kø, skulende til VIP-erne, der kom foran, sad i bedre stole og fik gratis kaffe! Vores VIP-billet betød, at vi kunne gå direkte ind.

Anne og ungerne på Edinburgh CastleDer var rigtig mange ting at se på i det meget imponerende slot: Der var tårne og kanoner, fangehuller og gildesale.  Derudover viste det sig, at de skotske kronjuveler - de ægte - bliver opbevaret på Edinburgh Castle. Det var yderst interessant. Der var billeder af konger og dronninger gennem tiden. Og til ikke mindst børnenes glæde, var også en dansk dronning afbilledet. Til slut besøgte Gustav og jeg et fængsel for krigsfanger, mens Ole og Karl slappede af i slotsgården. Krigsfanger har givet haft rigtig fine forhold for den tid. Ikke mindst officererne. Her var der både bøger og brætspil. Selvfølgelig kunne jeg ikke finde rundt - men det kunne Gustav heldigvis, så familien kunne samles igen.

På vej væk fra slottet bemærkede vi os lige pladsen, hvor vi mener, det årlige tattoo bliver afholdt. Der var faktisk rejst stiladser til en tribune, som underbyggede vores formodning.

Lidt længere nede af den kongelige mil stod der pludselig en "Braveheart" der truede børn og andre småfolk. Det var nu kun en forklædt skolelærer, der samlede penge ind til et børneprojekt. Et meget charmerende indslag  - faktisk.

Videre nede af "milen" besøgte vi også Games Workshop hvor Edinburgh's spillenørder sad og malede figurer og debatterede roller.

Nu begyndte sulten at melde sig. Denne gang var der plads på det pizzeria, som var optaget i går. Det var helt sikkert pizzaer af en langt bedre kvalitet denne gang. Ole fik en 4 årstider, jeg en vegetar og børnene pizza med skinke og ruccola. Bag os sad en mor med 2 små børn. Pludselig var det ene barn væk, og den forfjamskede mor bad os passe det tilbageværende barn, mens hun gik på jagt efter den ældste. Heldigvis blev også dén familie samlet igen efter kort tid.

Fra pizzeriaet gik vi tilbage mod slottet i håb om, at finde et spændende sted med optiske illusioner: Edinburghs Camera Obscura. Vi var ret mætte af såvel pizzaer som oplevelser, så vores energi rakte ikke til at lede i længere tid, så vi fandt aldrig stedet. I stedet "drev" vi ned af Cockburn Street, hvor der lå mange sjove forretninger herunder en forretning med trøjetryk, som Karl var vild med. Der lå en forretning med hættetrøjer, som fangede Gustavs opmærksomhed lige indtil jeg tog ham med derind for at købe en bestemt trøje og han opdagede at den kvindelige ekspedient var goth!

Oles opmærksomhed dvælede ved en kvindelig mannequin iklædt djævlelingeri.

Da vi skulle hjem til hotellet, tog vi det forkerte tog... Hvis jeg skal sige noget om, hvad man kan lære af denne tur, er det, at vi generelt skal give os bedre tid ved begyndelser og slutninger, ved ankomst og afgang - det er der, tingene går galt for os. Vi reddede dog sagen ved at stå af på The Haymarked. Men kun en kort stund, for så kom vi igen med et forkert tog! Denne gang oven i købet et hurtigtgående intercitytog, der sendte os halvvejs til Glasgow. Vi var dog så heldige at vi kunne tage med et "stoppåallestationer-tog" hjem igen, men det blev en lang oplevelse. Det var også til vores fordel at de skotske togkonduktører var venlige og forstående.

Da vi omsider var hjemme igen, sov Ole, mens vi andre læste.

Om aftenen tog vi tilbage til Edinburgh - Princess Street igen - for at spise på Burger King. Det var et meget stort ønske fra Gustavs side.

Karl havde et andet stort og tilsyneladende yderst vigtigt ønske: En sækkepibe. En sådan måtte han bare eje. Så han investerede sine lommepenge i en junior-udgave af en sækkepibe, der "kunne spille i virkeligheden". Ole købte en skotland t-shirt.

Vi hørte sækkkepibemusik i det fjerne og gik efter lyden. Det drejede sig en meget flot og statelig sækkepibespiller i fuld ornat, der spillede til ære for det, vi vurderer var en middag for forretningsfolk, der helt ublu og uden sans for det storslåede (eller så var det bare en del af konceptet?) på skift lod sig fotografere med musikeren.

Tilbage på hotellet var afprøvning af vores egen sækkepibe uomgængeligt. Det var svært, og det lød faktisk hverken særlig godt, eller bare tilnærmelsesvist "rigtigt"... Det viste sig, at Karls plan med sækkepiben var, at den skulle indgå i en af de utallige film, som børnene og deres kammerater laver, når de er på besøg hos os. Og dermed har den jo et godt formål.

Last Updated (Saturday, 27 November 2010 16:04)

 
Nyt fra nær og fjern