Home Skotland - Efterår 2010 Edinburgh - Det lukkede hotel

Edinburgh - Det lukkede hotel

Så vaskes der fingre og drikkes vandDet gik overraskende nemt at finde Avis i Edinburgh. Vi havde derimod besvær med at finde en tankstation, så vi afleverede bilen med tom tank. Så det måtte vi betale lidt ekstra for. Der var ellers ikke problemer, så vi skulle bare tømme bilen, og tage en taxa ind til byen, for at finde vores hotel.

Som sagt, så gjort. Ved taxapladserne var der en enorm kø. Der måtte lige være landet en A340 eller tilsvarende, for det var ret vildt. I stedet fandt vi busserne ind til Edinburgh, så det var lige så nemt. I selv samme øjeblik bussen satte i gang slog det mig, at vi manglede vores GPS. Vi havde husket alt det andet, men GPSen sad jo i bilen, så den var blevet overset. Jeg ringede straks til AVIS, så vi kunne aftale at hente den på hjemvejen, når vi skulle flyve hjem om to dage. Jeg var på "hold" i ufattelig lang tid indtil jeg nåede igennem. Da jeg endelig fik et levende menneske i røret, udløb mit taletidskort!

Men jeg nåede nu at få afleveret min forespørgsel, så det burde ikke give problemer - troede jeg! Det skulle vise sig slet ikke at holde stik. Mere om det senere - der lå stadig mange oplevelser og ventede forude resten af dagen, heraf også nogen vi slet ikke havde drømt om. :)

Vores ophold ved Glen Coe

Vi ankom til centrum. Vejret var flot med blå himmel og det var lunt. Det var slet ikke gråt, som man ofte forestiller sig det er i England og Skotland. Derfor kunne vi også slentre stille og roligt ned af Princess Street - det store hovedstrøg i Edinburgh - og nyde udsigten til slottet, mens vi fornemmede byens stemning.

Vi havde nu også et hotel, der skulle findes: Links Hotel. Der var mange unge mennesker i Unicef trøjer i byen, sikkert på grund af et eller andet arrangement? Jeg spurgte en af dem om vej til Herremitage Place, som lå ved hotellet, og selv om han ikke kendte det præcise sted, viste han os mod Leech.

Leech er en bydel eller en lang gade med utallige etniske forretninger og restauranter. Jeg tror det er Edinburgh's svar på Nørrebro? Han havde også vurderet at det kun ville tage ca. 15 minutter til fods - her tog han dog helt fejl. Vi vandrede et pænt stykke vej, indtil vi igen måtte spørge om vej. En "vejmand" der var i gang med at arbejde i en lille udgravning blev spurgt. Han vidste nu ikke noget, da han selv boede i England?

I stedet opsøgte jeg en forretning - en motions/helsebutik , hvor de googlede adressen og ledte os på rette spor. Efter endnu en laaang tur, endte vi til sidst foran Links House Hotel. Det var en lille sortmalet bygning i 3-4 etager, med krydsfiner for vinduerne og rødmalet grafitti hist og pist. Den lå lige ud til et parkområde. På døren hang et skilt, hvorpå der stod noget i denne stil:

Vi beklager, men grundet uforudsete omstændigheder er hotellet lukket. Vi henviser til vores søsterhotel i den anden ende af parken.

Der var ingen af os, der var rigtigt kede af det. Hotellet eller rettere huset, lignede noget fra en gyserfilm. Selv ungerne var ganske tilfredse med lukningen, selv om det også betød, at vores vandring skulle fortsætte. Vi gik derfor mod søsterhotellet, der var et hus i samme stil, men det så trods alt ikke så gyseragtigt ud. Indenfor var der en pige i "receptionen", som tog imod os. Hun var sød og tilmed også ganske kvik. Men det værelse hun kunne tilbyde os, lå med vinduer ud til den bagvedliggende P-plads og oven i købet i niveau med denne.

Fra bussen havde jeg set, at der lå et Holliday-in hotel i nærheden af centrum. Vi valgte derfor at lede videre efter noget andet - et vovet sats skulle det vise sig.

Pigen var så venlig at ringe efter en taxa, som kom kort derefter. Det var en fodboldglad, ung chauffør, som kørte os gennem myldretrafikken ud til førnævnte til hotel. Det var en lang tur, men den var ganske billig - tiden og afstanden taget i betragtning.

På Hooliday-In havde de ikke ledige værelser - påstod de. Nu var gode råd dyre. Hotellet lå lige ved siden af byens Zoo, hvor jeg oprettede et mobilkontor med en PC og trådløs Internet. Der gik ikke mange minutter før jeg fandt et fint hotel, som blev booket i to dage og betalt lige på stedet.

Dernæst var det bare at praje en taxa og tage afsted. Hotellet var et Novotel, som lå lige i nærheden af lufthavnen - så vi var slået tilbage til start - men bestem ikke slået ud. :)

Da vi nåede frem til vores hotel, var den helt igennem korrekte og venlige receptionist overrasket over vores booking, der netop var sket 10 minutter forinden - men ingen problemer der. Dog havde han ikke overblik nok til, at konstatere, at der manglede 2 sengepladser. Det måtte vi så få rettet senere, hvor en effektiv skotsk mutter redte den seng i et ruf.

Da hun var gået ville jeg drille ungerne med at lade som om , jeg ville kaste den sidste pose chips ud af vinduet. Jeg åbnede vinduet, blot for at konstatere, at håndtaget var aldeles løst og man derfor ikke kunne lukke vinduet igen. Vinduet vendte ud mod lufthavnen, så det var utåleligt med et åbent vindue alene på grund af larmen. Derudover var det også alt for koldt. Så igen måtte vi trykke 9 på telefonen og få hjælp i receptionen. Vi nåede nu at tage afsted igen, inden der blev gjort noget ved tingene.

Der lå en station få hundrede meter fra hotellet, hvorfra der var forbindelse til The Haymarket og sidste stop Waverly Station i Edinburghs centrum.  Det kostede 7,5 £ t/r., hvilket vel må siges at være ganske billigt.

Den sidste taxachauffør vi kørte med, havde fortalt os, at der i princippet skulle have kørt sporvogne fra centrum til lufthavnen. Men projektet var blevet forsinket gang på gang, så aktuelt håbede man på et færdigt projekt i 2014, hvilket han kun havde smil til overs for. Men tog fungerede nu også fint for os.

Anne og jeg ville gerne spise italiensk, så vi gik på jagt efter et pizzeria. Vi fandt Bella Italia, men der var kø helt ud på gaden. Det så ret vildt ud!

På det modsatte hjørne lå der et andet og mindre pizzeria, som vi valgte i stedet. Det viste sig at være et lettere besynderligt sted. For det første skulle vi bestille dessert, da vi ankom, hvis vi ønskede at få det. De pizzaer de serverede, virkede som om det var opvarmede, frosne supermarkedspizzaer. Det var ingen fornøjelse.

Et par piger ville gerne bestille is-dessert, men det var ikke muligt kunne tjeneren fortælle, hvorefter han gik i gang med at lave is-dessert til vores drenge, som jo havde bestilt i "god tid"?

Tjeneren var overdreven "fimset" og da vi skulle betale, ville han pludselig fortælle mig, at Niclas Bendtner var hans store helt. Det er nok noget de lærer på drikkepenge-kurset. -1 kokkehue ud af 10000 mulige, gav 0 kroner i drikkepenge.

Derefter gik turen hjemad igen. En bladkiosk på Waverly Station blev gransket af ungerne, der fandt såvel magasiner omhandlende alt fra Simpsons, over Linux til Modern Warfare.

Da vi kom tilbage på hotellet, fik vi besked på, at vi skulle skifte værelse. Vinduet kunne ikke repareres lige her og nu. Det gjorde nu ikke noget. Vi fik i stedet et værelse med karbad - Hvilket er ganske populært i vores familie.

Anne og Jeg tog en øl i baren, mens ungerne lå på værelset og læste og så lidt tv.

Hvilken dag - og så mange oplevelser!

Last Updated (Saturday, 27 November 2010 19:33)

 
Nyt fra nær og fjern